Yoga om efteråret – giv slip, skab plads og find ro
Når efteråret langsomt tager over efter sommeren, sker der et markant skifte i både naturen og i den måde, mange af os mærker os selv på. Lyset bliver mildere, luften køligere, dagene kortere, og træerne begynder at slippe det, de gennem foråret og sommeren har brugt energi på at folde ud. Det, der for få uger siden var grønt og levende, forandrer farve, tørrer ind og falder til jorden, hvor det gradvist bliver en del af den jord, som senere skal danne grobund for noget nyt.
Yoga om efteråret kan følge den samme bevægelse og invitere os til at sætte tempoet lidt ned, rette opmærksomheden indad og undersøge, hvad vi ønsker at tage med videre, og hvad det måske er tid til at slippe.
Der ligger en særlig form for vemod i den bevægelse, fordi efteråret så tydeligt minder os om, at alt har sin tid, og at intet bliver ved med at være, som det var. Sommeren kan ikke fastholdes, lyset kan ikke forlænges, og naturen forsøger heller ikke at holde fast i det, der er på vej væk. Den bevæger sig videre, langsomt og uden modstand, og måske er det netop derfor, efteråret kan opleves som både smukt og en smule melankolsk.
For også i vores egne liv er der perioder, hvor noget skal slippe, før der kan opstå plads til noget andet. Nogle gange sker det helt naturligt, fordi vi vokser fra en vane, en relation, en måde at tænke på eller en forestilling om, hvem vi burde være. Andre gange vælger vi selv aktivt at give slip, fordi vi kan mærke, at noget ikke længere nærer os eller passer til den retning, vi ønsker at bevæge os i. Og indimellem bliver vi tvunget til at slippe noget, vi egentlig helst ville have beholdt, fordi livet forandrer sig på måder, vi ikke selv har valgt.
Det er måske her, efterårets vemod bliver interessant. For melankoli og sorg er ikke nødvendigvis følelser, der straks skal overvindes eller omformes til noget positivt. De kan også være naturlige reaktioner på forandring, afslutning og tab, og hvis vi hele tiden forsøger at skynde os videre, risikerer vi at gå glip af den klarhed, der nogle gange opstår, når vi tør blive lidt længere i det, der er ved at forsvinde.
Metalelementet og efterårets bevægelse
I traditionel kinesisk medicin forbindes efteråret med metalelementet, som blandt andet relateres til klarhed, struktur, grænser, værdighed og evnen til at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige. Det er en symbolik, der passer naturligt til årstiden, fordi efteråret netop reducerer, forenkler og gør strukturer tydeligere.
Om sommeren er naturen fyldt med vækst, farver og udadvendt energi, mens efteråret langsomt skræller lagene væk og lader os se det, der ligger nedenunder. Træerne bliver mere nøgne, landskabet mere enkelt, og det, der før var skjult af frodighed, træder tydeligere frem.
Det samme kan ske i os, når vi giver os selv mulighed for at sætte tempoet ned og skabe lidt mere stilhed omkring det, der ellers fylder. Når vi ikke straks forsøger at fylde alle pauser med aktivitet, planer eller input, bliver det ofte lettere at mærke, hvad der faktisk betyder noget, og hvad der måske har fået lov til at fylde af gammel vane, pligtfølelse eller frygt for forandring.
Efteråret kan derfor være en anledning til at stille sig selv nogle enkle, men ikke nødvendigvis lette spørgsmål: Hvad ønsker jeg at bevare? Hvad vil jeg gerne give mere plads? Hvad dræner mig? Og hvad holder jeg fast i, selv om det måske allerede har mistet sin betydning?
Åndedrættet, pranayama og kunsten at give slip
I den kinesiske tradition forbindes metalelementet også med lungerne og tyktarmen, og netop her opstår en symbolik, som er særligt interessant i yogapraksissen. Lungerne repræsenterer bevægelsen mellem at modtage og give slip, fordi vi med hvert åndedrag tager imod på indåndingen og slipper på udåndingen. Tyktarmen forbindes på tilsvarende vis med kroppens evne til at udskille det, den ikke længere har brug for.
På den måde fortæller åndedrættet allerede den historie, som efteråret forsøger at minde os om. Vi kan ikke kun tage imod. Vi kan heller ikke kun holde fast. Der må være en rytme mellem at åbne og lukke, modtage og give slip, samle og frigive.
Det er en bevægelse, kroppen foretager uden vores indblanding, og måske netop derfor kan åndedrættet være så meningsfuldt at arbejde med i yoga om efteråret. Når vi gennem pranayama eller blot et mere bevidst nærvær ved åndedrættet bliver opmærksomme på udåndingen, bliver vi samtidig mindet om, at det at slippe ikke nødvendigvis er noget dramatisk. Det kan være en stille proces, der sker lidt efter lidt.
Nogle gange mærkes det som et dybt suk. Andre gange som skuldre, der synker en smule, eller som en kæbe, der slipper sit greb. Og måske er det netop i de små bevægelser, at vi opdager, hvor meget vi går rundt og holder fast i uden rigtigt at være bevidste om det.
Yoga om efteråret – når yogapraksissen følger årstiden
Efterårets yoga behøver ikke at være langsom eller blid hele tiden, men kvaliteten i praksissen kan med fordel ændre sig i takt med årstiden. Hvor sommerens energi ofte inviterer til mere udadvendt bevægelse og ekspansion, kan efteråret være en tid, hvor vi retter mere opmærksomhed mod indre fornemmelse, åndedræt, præcision og overgange.
Bryståbnende stillinger kan give en oplevelse af mere plads omkring brystkassen og skuldrene, mens foroverbøjninger naturligt inviterer opmærksomheden indad. Twists skaber bevægelse gennem rygsøjle og torso, og balancestillinger kan understøtte følelsen af stabilitet og jordforbindelse, når noget omkring os eller i os selv er under forandring.
Samtidig passer Yin Yoga og Restorative Yoga særligt godt til årstidens mere indadvendte kvalitet, fordi de giver os mulighed for at blive i stillingerne længe nok til, at kroppen får tid til at give efter, og sindet får mulighed for at falde til ro. I stedet for hele tiden at skulle videre kan vi øve os i at blive lidt længere, lytte lidt mere og acceptere, at ikke alle erfaringer behøver at føre direkte til en konklusion.
Det er også her, pranayama kan få en særlig plads. Ikke som endnu en teknik, vi skal mestre, men som en praksis, der bringer os tættere på den rytme mellem modtagelse og afgivelse, som både naturen og kroppen allerede lever efter.
Flere af vores workshops her i efteråret følger årstiden og har temaer, der understøtter det naturlige skifte hos os – læs mere om vores workshops her
Efterårets vemod og melankoli
Efteråret kan vække følelser, som vi i en travl hverdag let får lyst til at skubbe væk. Vemod, tristhed og melankoli passer dårligt ind i en kultur, hvor der ofte forventes fremdrift, optimisme og hurtige løsninger, men de følelser har også deres egen værdi, fordi de kan pege på noget, der har betydet noget for os.
At savne noget er ikke nødvendigvis et problem. At være berørt af, at noget er forbi, betyder ikke, at vi hænger fast. Det kan tværtimod være en måde at anerkende, at noget havde værdi, og at det derfor giver mening, at det efterlader et tomrum, når det ikke længere er der.
Måske er det netop den form for vemod, efteråret inviterer os til at omfavne. Ikke for at dyrke sorgen, men for at lade den få den plads, den faktisk kræver, så vi ikke behøver at skynde os forbi den.
At skabe plads til noget nyt
Noget af det mest karakteristiske ved vores måde at leve på er, at vi ofte forsøger at udfylde tomrum, så snart de opstår. Når noget slutter, vil vi gerne vide, hvad der så skal begynde. Når vi slipper en vane, leder vi straks efter en ny. Når der opstår stilhed, tænder vi for noget.
Men naturen arbejder ikke på den måde.
Når træerne slipper bladene om efteråret, sætter de ikke nye blade dagen efter. Der kommer en vinter imellem. En periode, hvor der udefra tilsyneladende sker meget lidt, men hvor naturen ikke desto mindre er i bevægelse og forbereder sig på det, der skal komme senere.
Det er måske en af efterårets vigtigste påmindelser.
For hvis der skal skabes plads til noget nyt, må noget andet først slippe. Nogle gange frivilligt, andre gange naturligt og indimellem uden at vi selv har lyst. Men når pladsen først er opstået, behøver vi ikke straks beslutte, hvad den skal fyldes med.
Vi kan lade den stå åben lidt endnu. Vi kan være i overgangen og acceptere, at vi ikke allerede kender næste svar. Og vi kan have tillid til, at det, der skal vokse frem, ikke nødvendigvis behøver vise sig med det samme.
Det har vi hele vinteren til at finde ud af.